Vores tilgang

Vi begynder altid med at lytte til et sted, før vi begynder at bygge. Vi lytter til stedets historie, til de mennesker og andet liv, der bor og færdes der, og især til børnene. Vi tror på, at børns fantasi og skabertrang er en ressource, der sjældent får plads nok, og vi bygger ofte vores projekter op, så børn ikke bare senere skal bruge et sted, men er med til at forme det undervejs.

Det betyder, at vores projekter tager tid, og at de indimellem ændrer retning. Vi arbejder eksperimenterende og procesorienteret, med byggeri, workshops og fælles undersøgelser, ikke altid for at nå frem til et fast, færdigt produkt, men for at vække nysgerrighed, gøre lokal viden synlig og dele den på nye måder.

Fællesskaber opstår ofte som en sidegevinst.

Gennem konkrete æstetiske og rumlige greb ønsker vi at fremkalde nye forestillinger og idéer om de steder, vi arbejder med — og skabe rum, hvor fagligheder og livserfaringer kan krydsbestøve hinanden.